/\

ANNONCE

Sport gør livet bedre hver dag, kloden rundt.
Sport gør livet bedre hver dag, kloden rundt.

Livsstil

Et bedre liv med sport

Fra Muhammad Ali til Zlatan Ibrahimović - mennesker verden over har brugt sporten til at få et godt liv, men de er kun toppen af isbjerget. Sport gør hver dag livet bedre for mennesker over hele verden. Spørg bare Johann Olav Koss.

Børnekonventionen, vedtaget og ratificeret af FN's generalforsamling i november 1989, anerkender officielt "Barnets ret til hvile, fritid og deltagelse i kulturelle og kreative aktiviteter".

Det er selvfølgelig godt, men som millioner af mennesker ved, så kan du ikke spise FN-resolutioner, og du kan heller ikke bygge fodboldbaner med dem.

Hvad FN og andre internationale organisationer derimod kan gøre er at støtte dem, som rigtig gerne vil sporten.

Et eksempel på en organisation der er tæt forbundet til FN grundet sin historie og sine aktiviteter er Right to Play, en velgørende organisation i Toronto, grundlagt af den norske olympiske mester Johann Olav Koss. Ved vinter-OL i 1994 i Lillehammer vandt Johann tre guldmedaljer og satte verdensrekord  på alle tre distancer i hurtigløb på skøjter; 1.500, 5.000 og 10.000 meter. Nogle få måneder før legene rejste Johann til Eritrea som ambassadør for Olympic Aid (nu Right to Play), en velgørende organisation oprettet af Lillehammers olympiske organisationskomité til gavn for børn i krigsramte lande.

Johann kan huske, at han mødte en ung dreng, som var populær, fordi han var den eneste i landsbyen, der havde en langærmet bluse - de lange ærmer kunne bindes rundt om blusen, der var rullet sammen som en kugle og på den måde fungerede som en fodbold.

“På det tidspunkt var jeg selvfølgelig fuldt ud klar over, at verden er større end Oslo”, fortæller Johann, “men det var første gang, at jeg oplevede verden på den måde, og det gjorde indtryk”.

Så meget, at han forærede sin olympiske guldmedalje-bonus til Olympic Aid og bad sine landsmænd om hver især at donere et mindre beløb til organisationen for hver guldmedalje, der blev vundet af Norge ved OL i Lillehammer. Norge vandt 26 medaljer, hvoraf 10 var guld, hvilket gav Olympic Aid 18 millioner dollars i donationer.

"Som millioner af mennesker godt ved, kan man ikke spise FN's resolutioner, og du kan ikke heller ikke bygge fodboldbaner med dem."

Sportens kraft

Nogle få år senere begyndte Johann, som var uddannet læge, at interessere sig mere for sporten som drivkraft for den samfundsøkonomiske udvikling.

"Jeg oplevede, at alle børn gerne vil lege, men at det ikke altid er muligt", fortæller Johann. "Jeg mente, at der var en mulighed for at skabe en global organisation, der ikke kun snakkede om forandringer, men også kunne udvikle og iværksætte programmer til at gennemføre forandringer".

I 2000 overtog Johann Olympic Aid fra Lillehammers olympiske organisationskomité, flyttede organisationen til Toronto og omdøbte den til Right to Play.

Men for Right to Play og andre lignende organisationer rækker fordelene ved at lege langt ud over legepladsen. Sportsværdierne understøtter og opbygger fællesskaber og lærer børn at få respekt for sig selv og andre, at tage ansvar, overkomme udfordringer og udvikle vaner, som bidrager til deres sundhed og velfærd igennem livet.

Efter vinter-OL i 1994 vendte Johann tilbage til Eritrea med et fly fuld af sportsudstyr, inklusiv en fodbold til drengen med den langærmede bluse.

Ifølge Johann kaldte de norske medier ham for et fjols, fordi han medbragte fodbolde til et land, hvor de fleste mennesker ikke havde nok at spise. Han tog kritikken til sig og undskyldte overfor Eritreas præsident Isaias Afwerki. 

Isaias svarede “Dette er den største gave, vi nogensinde har modtaget. For første gang bliver vi behandlet som mennesker - ikke bare noget, der skal holdes i live. For første gang kan mine børn lege ligesom alle andre børn".

Right to Play har udviklet sig videre end blot at levere sportsudstyr til lokalsamfund i nød og arbejder nu i 20 lande med 600 ansatte og 14.400 frivillige trænere, der arbejder med at udvikle og administrere programmer, der engagerer børn.

Før Right to Play lancerer et program, rekrutterer organisationen frivillige trænere lokalt. Trænerne får ikke betaling, kun dækket deres udgifter, og træningsprogrammet er intensivt og fortsætter i al den tid, træneren er engageret i organisationen.

“Vi starter med at spørge, hvad målet er”, fortæller han. "Afhængig af svaret starter vi med spil, som vi allerede har udviklet. Vi har lavet flere tusind spil - spil, der behandler emner som læsefærdigheder, sorg, hygiejne, vaccination, beskyttelse af børn og meget mere".

“Børnene deltager i en aktivitet og har efterfølgende en samtale med trænerne i en proces vi kalder ‘Reflect-Connect-Apply’. Børnene reflekterer over det, de har oplevet under spillet, forbinder disse oplevelser med andre i deres liv og undersøger derefter, hvordan de kan anvende det de har lært i dagligdagen".

Right to Play har et årligt budget på omkring 40 millioner dollars, og Johann fortæller, at organisationen ønsker at fordoble sin indsats de næste fire år. "I dag deltager mere end en million børn ugentligt i vores programmer", fortæller han. "I 2018 skal det være to millioner".

Johann Olav Koss, olympisk mester og læge, kender fordelene ved sport og uddannelse.

Hjælp til børn i de indre byer

Når de fleste mennesker tænker på at hjælpe folk i nød, tænker de ligesom Johann Koss gjorde, nemlig at sende et fly fuld af fodbolde til Eritrea, Mali eller Rwanda. Men selvom Right to Play i vid udstrækning arbejder i Afrika og har programmer i Kina, Thailand og Panama, arbejder organisationen også i Canada og USA. I New York arbejder organisationen sammen med Department of Education’s Office of Early Childhood Education.

En organisation med en meget længere historik i New York er Police Athletic League (PAL), som har tilbudt sports- og fritidsbaserede uddannelsesprogrammer siden 1914, hvor organisationen blev grundlagt af politicheferne Arthur Woods og John Sweeney. De mente, at politifolk kunne arbejde med børnene for at forebygge kriminalitet og opbygge bedre lokalsamfund.

Fred Watts, administrerende direktør for PAL, fortæller, at organisationen stadig har en stærk tilknytning til New York City Police Department, men at organisationen i dag tilbyder et meget mere omfattende uddannelsesprogram.

"Størstedelen af børnene, som deltager i vores programmer, kommer fra familier med relativ lav til meget lav indkomst", fortæller han. "Vi tilbyder børnepasning og fritidshjem for yngre børn, så forældrene kan passe deres arbejde. Servicen inkluderer mad, lektiehjælp, vejledning og fritidsaktiviteter. For teenagere tilbyder vi, ud over sportsaktiviteter, også kunstarter som dans og musik".

PAL opererer i en by med 8,4 millioner mennesker med et budget på 25 millioner dollars.

"Desuden samarbejder vi med byens ungdomsretssystem for at tilbyde et alternativ til traditionel strafudmåling", fortæller Fred. "For eksempel kan en ung lovovertræder blive henvist til et af vores programmer i stedet for at få en betinget dom".

PAL's program for unge lovovertrædere håndterer kun omkring 400 børn om året, og hver instruktør har kun få børn. 

‘"Størstedelen af børnene, som deltager i vores programmer, kommer fra familier med relativ lav til meget lav indkomst"

"Programmet fungerer kun, hvis du har tid til den enkelte", fortæller han. "De skal stole på dig og have en tro på, at du er der for dem. Vores grundlæggende mål er at sikre, at børnene går mere op i at være en del af vores program, end de ting - stofferne og kriminaliteten - som gjorde, at de kom med i programmet i første omgang".

PAL har også et program, der skal gøre de unge klar til college. Selvom USA er ét af verdens mest udviklede lande og har én af de højeste indkomster pr. indbygger, er det, ifølge Fred, kun 62 procent af minoritetseleverne på New York City's folkeskoler der består inden for de planlagte 4 år (for 10 år siden var beståelsesprocenten under 48 procent), og kun 15 procent af dem, der består, er klar til college. 

"Vores programmer starter på 11. klassetrin, hvilket er alt for sent, men det er det bedste, vi kan gøre", fortæller Fred og bemærker, at 98 procent af dem der deltager i PAL-programmet, består high school og 92 procent læser videre på college.

"Meget har ændret sig siden grundlæggelsen", fortæller Fred. "Vi har stadig et tæt samarbejde med politiet og tilbyder stadig mange sports- og fritidsprogrammer, men i dag bruger vi sporten som trækplaster til at forbedre børnenes uddannelsesmuligheder".

Nøglen til succes afhænger som altid af de folk, der står for programmerne, og om programmerne - og den infrastruktur de er afhængige af - er bæredygtige. Ja, hver gang 20 milliarder fodbolde er leveret til fattige unge i udviklingslandene, vil verden glæde sig over det geniale ved én Pelé eller én Zlatan Ibrahimović, men de fleste af vores børn vokser ikke op og bliver Pelé eller Zlatan.

Sports- og fritidsprogrammer kan indgyde vaner i de unge, som lønner sig ved at give dem et bedre helbred resten af deres liv, reducere sundhedsudgifter og kriminelle aktiviteter betydeligt og øge den akademiske interesse og præstation.

Imidlertid kan programmerne ikke stå alene, og en ny fodbold skal ikke være første prioritet for et barn, der ikke har nok at spise. Børn hvis huse er blevet bombarderet, kan ikke gå ud og lege.

Men når de kan gå ud igen, vil de ofte gerne lege.

 

Tekst: Roberto De Vido

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk